Dette indlæg kommer til at handle om fondssøgning eller på fint udenlandsk “fundraising”. Jeg er faldet over en hjemmeside, hvor en gut kan hjælpe med fondssøgning. Du finder ham på optimist.nu. Jeg har snakket med ham og han virker virkelig som en mand med styr på det med fonde og søgning af disse, samtidig med at han er rar og sympatisk. Anbefalelsesværdig kombination!

Fondssøgning kan virkelig være en jungle, så derfor er det måske ikke en dårlig idé at få en fagmand indover søgningen, således at det bliver gjort rigtigt fra starten. Der er jo ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen

Den her blogpost kommer til at lugte lidt af reklame, men so be it.

Jeg er faldet over et, synes jeg selv, godt tilbud. Et Bosch KGN36H16 køle-/fryseskab. Hjem.dk har det på tilbud lige nu, hvor man sparer næsten 4000,- ift. vejl. udsalgspris OG så er det inkl. levering.

Helt bestemt en overvejelse værd, hvis man lige står for at skulle skifte hårde hvidevarer af den slags ud alligevel

Jeg er lige nødt til at lave lidt reklame for brormands volleyball klub. Min bror er formand for Fredericia IF’s volley afdeling, hvor de har et herre-, et dame- og et teenhold. Derudover hører jeg rygter om at de også vil indtage en eller flere beach volley turneringer i år. De har en superfed hjemmeside med masser af info og sågar en Youtube kanal og Facebookside. Så hvis du bor i Fredericia eller omegn og du kunne tænke dig at prøve at spille volleyball, så se at hoppe ind på deres hjemmeside og find ud af hvordan du får en prøvetime. De elsker at få nye medlemmer!

Dato: 27. februar 2010

Rating: ****/6

Jeg var den heldige vinder af 2 styk fribilletter til Julie Marias koncert på Godset i Kolding lørdag aften. Jeg tog en kammerat med og vel ankommet i Kolding skal en af Godsets medarbejdere da lige blive tøsesur over at jeg smågriner over at deres Garderobeskilte ikke giver den helt store mening. Inde i salen må jeg indse at mine forventninger til billetsalget er sat alt for højt. Vi endte på ca. 100 tilhørere er mit bud.

Lyset dæmpes og en mørk skikkelse (ingen lys på scenen) kommer på scenen. Pludselig siger vedkommende noget i stil med “Klapper man ikke i Kolding?”, hvorefter der kommer lys på og det er Julie Maria som står der med sin Hummingbirdguitar. Jeg var ærligt talt i tvivl om det var hende eller en tekniker, der var på scenen, da der ikke var lys på, men da hun havde fyret sin startsalut af stemte publikum i med behørige klapsalver. Dog var det tydeligt at Julie Maria skulle arbejde for at få folk i omdrejninger. Hun lægger ud med radiohittet “Også om dagen” i en semiakustisk udgave. Flot indledning. Efterfølgende kommer hendes band ind som bestod af en trommeslager, en gut på elspade og to på keys. Jeg markede - som den Apple-fan jeg er - da jeg så at den ene havde en Macbook stående og jeg er nu ret sikker på at loungelyden til dels skyldes tingeltangel fra netop den maskine.

Gennem koncerten blev jeg mere og mere glad for lydbilledet som de flot fik ud over scenekanten. Højdepunktet for mig var klart sangen “Evelyn” fra det nyeste album “Yaguar”. En sang som burde få tonsvis af airtid i radioen, hvis det stod til mig. Julie Maria opfordrede til dans, ja en enkelt gang krævede hun det faktisk og flere og flere tog opfordringen op som koncerten skred frem. Flertallet nøjedes dog med at stå og rocke. Sidste sang inden ekstranummeret var - igen - “Også om dagen”, men denne gang i den remixede udgave, som var meget populær for et par år siden og som stadig holder 100%. Efter et par ekstranumre kom Julie Maria og bandet ned og solgte skiver og skrev autografer. Hun gav sig god tid til at snakke med fans’ne. Faktisk så god tid at hun blev gjort opmærksom på at der var en flere meter lang kø. Stemningen efter koncerten var dog rigtig god, så der var ingen sure miner over ventetiden i køen.

Da jeg står og får signeret hele diskografien (som blev solgt for en yderst gavmild pris af 200,-) falder hun lidt i staver og da hun kommer tilbage til nutiden siger hun noget med en “surrealistisk drøm” i reference til mit navn, vist nok og who am I to argue? Mit navn rules jo som bekendt. Bare spørg ham trommeslageren fra Metallica.

Anyways…. Koncerten var rigtig, rigtig god. Min kammerat kaldte den “charmerende” på Facebook og jeg må give ham ret. Det er ikke den sidste Julie Maria-koncert jeg har været til, hvis det står til mig!

Mandag havde ventetiden fået en ende. Kl. 1230 satte jeg mig i bilen for at køre til Kolding, hvor jeg skulle samles op af kammeraten, som havde påtaget sig chaufførtjansen. Turen gik mod Kiel, hvor vi havde en aftale med ca. 13000 andre om at feste i selskab med de uforlignelige tyske tungrockere Rammstein. Turen derned gik glimrende til trods for en genstridig gps, men takket være tyskernes gode skiltning var det ingen sag at finde Kiel. Forholdsvist ubesværet fik vi parkeret bilen i Ostseehalles (jeg ved godt at det hedder Sparkassen Arena nu) p-hus, hvor vi grinte lidt af, at den øverste kælderetage var forbeholdt kvindelige bilister.

Derefter gik vi lidt rundt i området, fandt et sted der ville servere en currywurst mit pommes (pølsebrød bruger de åbenbart ikke dernede) og derefter gik vi i Karstadt, som viste sig at være et indkøbscenter af koloenorm størrelse med adskillige butikker. Der blev oset og indtaget kaffe og før vi fik set os om, var det tid til at gå mod Ostseehalle. Da vi ankom var køen 200m lang i to retninger, men alle tog det i stiv arm og der var god ro og orden og ingen kampstive stoddere, hvilket jeg blev overrasket over.

På vej mod indgangen kom vi forbi merchandiseboden, som var en fullsize lastbil, men der blev bare kigget. Når deres merchandise skulle bruge 2(!!) lastbiler, blev vi enige om at der måtte være en stand inde i varmen også, hvilket der også var. Ved indgangen skulle man have både billet og ID klar, da alle billetter var personaliserede. En ting jeg gerne så indført i DK. Dog må det have været ærgerligt for folk som havde købt billet sort i sidste øjeblik.

Inde i varmen gik vi direkte ind i hallen for at orientere os. Det er den hal som Kiels håndboldhold spiller Champions League i. Ganske imponerende forhold. Ud med jakkerne og så i merchandiseboden. Jeg købte en fabelagtig shirt med en pink puddelhund og teksten “PUSSY” på. Man skal nok kende Rammstein for at synes det er sjovt.

Så skulle der ventes…. En time senere kom opvarmerne på scenen. Norske Combichrist. Lidt kedelige, men ikke ligefrem noget jeg hadede. De spillede kun 30 minutter så det var til at have med at gøre.

Mere ventetid…. Kl. 21 kom Rammstein så på scenen og de blev modtaget med et brøl fra publikum. Rammstein er noget af en oplevelse. Det er tungt, brugen af ildeffekter er markant og så er det HØJT!. Meget HØJT! 90 minutter senere var koncerten forbi. Jeg var en fantastisk oplevelse rigere. WAUW!

Turen hjem var mindst lige så sjov som turen derned. Alle mulige emner blev vendt. Især var vi glade for den tyske motorvejs beskaffenhed. Det lyder skørt, men man kan altså tydeligt mærke forskel om det er den tyske eller danske motorvej der køres på. Tysk motorvej er smooth, mens den danske er som at køre med bumletoget.

Jeg var hjemme kl. 2 om natten en fed, fed oplevelse rigere og pønser nu på at tage til Skive festival for at se Rammstein en gang til. Nogen der vil med?

Tina og Medina (nok mest førstnævnte) blæste Zulu Awards 2010 omkuld med deres fælles optræden. Tjek det her:

 http://www.youtube.com/watch?v=0XmfX2xjH…

Var jeg den eneste, der fniste da Tina D sang “Hey baby”? Meget uvant, men stadig ret fedt.

Lad det være sagt med det samme: jeg ELSKER tv-serier og i særdeleshed tv-serier på dvd. Findes der noget bedre end at sluge en sæson af en yndlingsserie? Når først jeg er begyndt, kan jeg næsten ikke stoppe og det er altid med et vist vemod at jeg når til sidste afsnits rulletekster.

Denne post vil blive opdateret som jeg æder mig igennem tredje sæson af serien Medium, som handler om en synsk kvinde ved navn Allison Dubois, spiilet af Patricia Arquette, som hjælper statsadvokaten i Phoenix i USA. Hun ser diverse forbrydelser og skal så forsøge at opklare dem inden de sker. Karaktérskalaen er fra 1 til 5 stjerner.

Four dreams (part 1 and 2)

Sæson 3 starter med en to-akter. En røverbande slagter velhaverfamilier og både Allison og hendes datter drømmer om det. Datteren dog i form af tegnefilmen Monkeyheads. Super spændende og en fed start.

Rating: ****

Be kind, rewind

Dette afsnit er bygget op som filmen “En ny dag truer” med Bill Murray. Allison gennemlever den samme dag om og om igen indtil hun får gjort det rigtigt. Intenst som bare pokker og hvor Bill Murray-filmen er en af de sjoveste film jeg kender, så er det Allison oplever ikke noget at grine ad.

Rating: ****

Blood relations

Afsnittet her giver bedste mening, hvis man har fulgt serien fra start. Der er nemlig call-back til et tidligere afsnit, hvor en stjernepsykopatisk ond ånd kunne manipulere mennesker til at dræbe for ham på de mest bestialske måder. Alt bortset fra slutningen, som er for letkøbt, virker for mig.

Rating: ***

Ghost in the machine

Allison giver sin mand, Joe (Jake Weber), et videokamera i fødselsdagsgave. Det viser hende historien om en skarpskytte og en kvinde ved navn Kathy (Kathleen Robertson bedre kendt som Clare Arnold fra Beverly Hills 90210). Virkelig gennemført afsnit, hvor morderen, idet vedkommende afsløres, overhovedet ikke kan forstå, hvordan det kunne opklares.

Rating: *****

Profiles in terror

Allerede i starten af afsnittet sidder jeg og klapper i hænderne, da Kurtwood Smith toner frem på skærmen. Manden har status af kultkarakter her på matriklen og huskes bedst fra “Robocop” og “That 70’s Show”. Denne gang jagter Allison den berygtede “Kuffertmorder”. Cooper (Kurtwood Smith) ønsker dog ikke hendes hjælp. Faktisk optræder han arrogant og overlegent. Han bliver dog helt menneskelig som afsnittet skrider frem. Eller gør han?

Rating: ****

Mother’s little helper

Jeg sværger at episoderne bliver mere og mere creepy. Denne gang er der sket et dobbeltmord i en butik, der sælger brudekjoler. Mor og datter. Allison drømmer om begivenhederne set fra moderens synspunkt og hendes ældste datter, Ariel (Sofia Vassilieva), drømmer om det set fra datterens side. Suverænt sat sammen.

Rating: *****

The whole truth

Sæsonens - indtil videre - kedeligste afsnit. En embedsmand (muligvis senator) dør under lettere mystiske omstændigheder. Efterforskningen fører Allison til skelettet af en dreng som er død for mange år siden, men hvem gjorde det og hvorfor? Og hvordan døde embedsmanden egentlig? Det opløftende element her var helt sikkert brugen af Rolling Stones’ fede “Sympathy for the devil”.

Rating: **

Better off dead

Allison drømmer om to spøgelser. Den ene er blevet dræbt af konen efter skænderi nr. 1.000.000, den anden under et gaderøveri. Det hele er lidt mere indviklet end det ser ud til.

Rating: ***

Very merry Maggie

Episoden starter virkelig fedt. Allison opdager til sin rædsel at hun og hele hendes familie er dukker i et dukkehus, men det er selvfølgelig bare en drøm. Dog drønfedt udlæg!
Allison inddrages i en sag, hvor en mand tilsyneladende er død ved at falde ned fra en stige, men hun er overbevist om at en ond dukke har fået mandens søn til at gøre det. Sandheden viser sig at være lidt anderledes, men afsnittet fungerer glimrende

Rating: ****

Apocalypse, push

Et lidt anderledes afsnit denne gang, da det ikke er Allison der drømmer om udåd, men derimod en gammel bekendt fra en af de foregående sæsoner; texanske Captain Kenneth Push. Det viser sig at grunden til, at han drømmer er at han er skal gennemgå en hjerteoperation og at drømmen hænger sammen med den koma han lå i sidst han gæstede serien.

Rating: ***

The one behind the wheel

Allison vågner op men hun er ikke sig selv. Langt fra! Hun er Saundra O’Bannon. Jake Weber spiller fænomenalt her, som den frustrerede og desperate ægtemand, der bare vil have sin kone tilbage.

Rating: ****

Second opinion

Episoden starter med en fremtidsvision i Dubois-familien. Den yngste af døtrene, Marie, ligger for døden pga. leukemi og det i en meget ung alder. Noget der måske ligner 20-21 år. Det viser sig selvfølgelig at det er en af Allisons drømme og det gør forståeligt nok Allison en kende urolig. Sideløbende undersøger Detective Scanlon (David Cubitt) en sag, hvor en knægt tilsyneladende har taget en overdosis. Mon ikke de to sager hænger sammen på en eller anden måde? Fans af sit-com’en Spin City vil nikke genkendende til Alan Ruck (den dameglade Stuart) i dette afsnit, hvor han spiller en byggeentreprenør, som muligvis ikke har helt rent mel i posen.

Rating:****

We had a dream

Allison og Statsadvokat Devalos (Miguel Sandoval) besøger Sonny Troyer (Eric Stoltz) som afsoner tre livstidsdomme. Han vil lede dem til liget af en ung pige, som forsvandt for år tilbage, hvis de sørger for at han ikke bliver udleveret til Texas, som gerne vil henrette ham. Sonny Troyer er en genganger fra tidligere og historien er at han og Allison drømmer de samme drømme om udsatte piger.
Sideløbende drømmer Allison om et flystyrt. Hænger de to ting sammen?

Rating: ****

The boy next door

Denne episode starter igen med en drøm, men det er Allison som teenager, der oplever den. Allisons mor spilles af Peri Gilpin, som vi kender fra Frasier. Der er ping-pong mellem nutiden og Allisons ungdom i en sag om mord på teenage-piger.

Rating: ***

Whatever possessed you

Allison drømmer om en kvinde som er besat af en dæmon. Kvindens præst - som også er statsanklagerens ditto - dør efter et fald ned af en trappe. Døden tilskrives kvinden, men er det nu også hele historien? Samtidig forsøger Allisons mand, Joe, at blive leder på et spændende projekt som samtidig er tophemmeligt, men hvordan kan han holde noget hemmeligt for sin kone, når hun kan læse hans tanker?

Rating: **

Det svære og samtidig gode ved musik er at det jeg gerne vil lytte til er så omskifteligt. Om denne liste vil se ud på samme måde om et år er tvivlsomt, men her er i hvert fald mit bud på den bedste musik fra den forgangne dekade:

Editors – An end has a start (2007)
Editors leverede et fantastisk helstøbt album her. Især Smokers outside the hospital door gjorde og gør til stadighed et stort indtryk på mig. Det mentale billede af rygere udenfor et sygehus rammer mig, hver gang jeg tænker på det.

John Mayer – Continuum (2006)
20. Juni 2008 vil for altid stå som dagen for mig, hvor jeg blev STOR John Mayer-fan. Tak til Hans for at overtale mig til en roadtrip til København denne varme sommerdag. Inden da kendte jeg Mayers hits nogenlunde, men efter koncerten var jeg bare solgt. Karismaen og ikke mindst guitarspillet var og er stadig i særklasse. Continuum gav mig en af mine favoritsange of all time, nemlig Gravity. En simpel sang, ja, men den rammer ret tungt og hvis du endnu ikke har set/hørt udgaven af denne sang fra koncertdvd’en Where the light is, så gør dig selv den tjeneste at finde den. Den er fantastisk.

U2 – How to dismantle an atomic bomb (2004)
Man skulle tro at U2 efterhånden havde brugt al deres krudt, men nej. I 2004 nedkom de med denne perle af et album. Stakkevis af gode sange (Vertigo, Sometimes you can’t make it on your own, All because of you) gør at jeg kan lytte til det igen og igen.

Evanescense – Fallen (2003)
Holy crap! Sikke en stemme! Amy Lee bringer masser af smerte og det gør dette album til en sikker vinder. Bring me to life var det store hit, men også Going under, My tourniquet og My immortal fortjener at blive nævnt her.

James Blunt – Back to Bedlam (2005)
Min guilty pleasure for denne dekade. You’re beautiful blev skamspillet på diverse radiostationer og måske nok også lidt for meget, men det er nu en god sang. Albummet som helhed holder. Det er pop når det er allerbedst.

Magtens korridorer – Friværdi (2005)
Magtens korridorer fik et kæmpe comeback her. Takket være P3’s karrierekanon fik de spilletid med sangen Lorteparforhold og succes’en var hjemme. Med sange som Picnic (på kastellet) og Sara har cementerede de deres plads i dansk rockhistorie.

Tina Dickow – In the red (2005)
Tina skal selvfølgelig også have en plads på min liste og In the red er et naturligt valg, da det er min personlige favorit (indtil videre), dog tæt forfulgt af Count to ten. Nobody’s man, Use me og Losing slog mig omkuld de første mange gange jeg hørte dem. Nu kan jeg dog stå oprejst. Jeg ved at mit valg er lidt kontroversielt blandt Tinas hardcore fans, men so be it. Jeg er pjattet med In the red!

Peter Sommer – Til rotterne, til kragerne, til hundene (2008)
Peter Sommer fik jeg øjnene op for da jeg hørte Valby bakke. På Til rotterne, til kragerne, til hundene er der nærmest noget CV Jørgensensk over ham og Sandhed nr. 502 er til dato en af de bedste sange jeg har hørt på dansk.

Trentemøller – The Trentemøller chronicles (2007)
Trentemøller står bag adskillige remix af kendte kunstnere (og han har takket nej til at mixe endnu flere), og dette album havde en bonus-cd med bl.a. Röyksopp som gik rent ind. Dog er mine favoritter stadig Kitkat, Nam-nam og Rykketid som alle på forskellig måde banker derudaf i den elektroniske afdeling.

Velvet revolver – Contraband (2004)
Jeg troede magien døde med Use your illusion albums’ne fra Guns n’ Roses, men nej. Matt, Duff og Slash gik sammen med et par andre og dannede VR og især debutskiven her sparker igennem. Slashs soloer står knivskarpt som om manden aldrig har lavet andet og det har han vel heller ikke når alt kommer til alt.

Zero 7 – When it falls (2004)
Trip-hop, chillout, kald det hvad du vil. Zero 7’s When it falls er dejligt for ørerne og så hjælper det jo en del at de fik hjælp af Tina. Home står for mig som det stærkeste nummer på skiven, men jeg er muligvis lidt farvet på det her område.

Boblere:
Nephew – USA DSB

L.O.C. – Melankolia/Xxxcouture

D:A:D – Everything glows

Du er sikkert stødt på typen. I bussen, i supermarkedet eller bare på gaden. Kvinden der kommer slentrende med sin barnevogn og iført en attitude der siger: “flyt dig, for helvede!” Et sådant øjeblik havde jeg lørdag eftermiddag i en vilkårlig Føtex.

Jeg stod i en mellemgang med min indkøbsvogn og ventede på min mor, som kiggede på tøj. Gangen er ikke så bred, men bestemt bred nok til at jeg kan stå der med min indkøbsvogn uden at have dårlig samvittighed over evt. kødannelser. Ned gennem gangen kommer to kvinder - side by side - med hver deres barnevogn. Needless to say fylder de jo hele gangen. Jeg NÆGTER at flytte mig, hvilket resulterer i, at den ene dame må stoppe op i 3-4 sekunder imens hendes veninde gungrer forbi, hvorefter hun selv kan følge trop. Det sker så også, men idet hun passerer mig, får jeg lige et “idiot” med på vejen.

Hvad sker der lige i hovedet på sådan en kaleche? Det er jo ikke fordi jeg ligefrem skjuler, at jeg står der. Jeg havde jo tjekket, at jeg ikke var iført min usynlighedskappe!

Lige en hurtig opfordring herfra til at du får stemt. Jeg gjorde brug af min borgerret i eftermiddags og nu er det blot at vente på at stemmerne er talt op. Hvis du ikke har stemt endnu har du små 45 minutter til at få det gjort!